Mads Bille - 60 år på torsdag - kan lide at komme »af banen« midt i en hektisk hverdag, og han har brug for sine frirum.
- Jeg er god til at stene, siger han.
I gamle dage ville man måske kalde det at falde i staver. For Mads Billes vedkommende kan det være siddende med en avis og en kop kaffe på en herningensisk café - eller i samarbejdet med græs-coachen Michael om at få græsplænen hjemme i Fynsgade gjort helt perfekt.
Sætter cykel-mål
Det kan også være ved et ophold på refugiet Ørslev Kloster, ved styrketræning i DGI-Huset i Herning eller ved lange cykelture i det midt- og vestjyske landskab. De fysiske strabadser er med til at fastholde hans proportionssans, forklarer han.
- Der er et element af katarsis i det. Jeg kan beslutte, at nu vil jeg på så og så mange dage cykle 1000 kilometer. Det er vigtigt at sætte et mål, men jeg er ikke så hård ved mig selv, hvis jeg ikke når målet. Det er godt at have noget at sigte efter, siger han smilende.
Fejre uden alkohol
Et særligt frirum har Mads Bille skabt sig selv ved at lade være med at drikke alkohol. Han fortæller, at det var noget, han valgte, efter at han var fyldt 50.
- Jeg havde lyst til at finde en anden belønning for hårdt arbejde. Mine venner siger, jeg er skabsmunk ... Jeg tror, de oplever det som en noget dramatisk beslutning, men for mig er det bare en del af en overlevelsesstrategi, og fordi jeg i flere år har været bevidst om, at den mission, jeg har, er meget omfattende. Hvis jeg skal være i stand til at indfri den vision, jeg har for sangen i Danmark, er det vigtigt ikke at blive mast, men at bevare kontakten til mig selv og bevare proportionerne, forklarer han.
Det meningsfulde
Når det gælder fejring og belønning, er der mange, der mener, at arbejdet bærer belønningen i sig selv. Mads Bille har da også helt igennem en lystfyldt tilgang til sit arbejde.
- Når jeg arbejder med mit kor, har jeg en stærk følelse af meningsfuldhed. Jeg tænker, at for mig er der et stort element af leg i det. Men læg vel mærke til, at når børn leger, er de tit meget koncentrerede, siger Mads Bille.
I Herning Folkeblad tirsdag kan du læse hele det personlige portræt af fødselaren Mads Bille.
Er du abonnent kan du klokken 14.30 læse avisen HER
Du kan også vælge at læse eller købe dagens avis på din iPad / tablet eller smartphone ved at downloade app'en i App Store / Google Play

Mads Bille er organist ved Herning Kirke, dirigent for Herning Kirkes Drengekor, kunstnerisk leder af Den Jyske Sangskole samt grundlægger og kunstnerisk leder af det nye Sangens Hus, hvor han vil stå i spidsen for en fælles indsats for at styrke sangen i Danmark